Teatertjenerne
-
Uheldig servering ved enhver lejlighed
- samt villa, fritidshus & badebro

 

Hold da fest!
Det behøver ikke blive rasende kedeligt, når familien skal samles igen. Uanset om jeres pode skal konfirmeres eller giftes, eller om du vil fejre en fødselsdag på unik vis... Teatertjenerne tilbyder underholdning med professionelle skuespillere ved enhver højtid og højslette i det ganske, danske pland (der burde have stået land, bekagler. Iriterende med disse stevefjel).

“Det var under al kritik... Mine gæster morede sig højlydt. Aldrig igen!”
- Nina van Holbergh, Kammerjunkersminde

Vigtig meddelelse
Serveringsteater - en uforglemmelig oplevelse til festen. Alt forløber planmæssigt de første 20 minutter, hvorefter facaden krakelerer, og skuespillerne umærkeligt forandrer sig. Det hele munder ud i show & ballade.

Vores skuespillere behersker indtil flere sprog: engelsk, tysk, svensk, norsk, nederlandsk samt jysk (sidstnævnte benyttes kun over for særligt udsatte kundegrupper). Alt kan ske... i hele Danmark. Vi klebager!

“Kan slet ikke anbefales! Vi troede, at vi blot skulle have en stille aften…”
- Henry Sørensen, fhv. bedemand

Ønsker fruen mere?!
Som supplement til vores teatertjenere kan vi tilbyde en vifte af uheldige funktioner, som i lighed med tjenerne i begyndelsen er “under cover”. Det varer beklageligvis ikke ved...

  1. Skjult gæst - din nye kæreste, tanten fra Frankrig...

  2. Skjult medarbejder - firmaets nye personalechef, salgschef...

  3. Toastmasteren - elegant, belevent, uheldigt

  4. Foredragsholderen - øl, vin, bjergvandring...

  5. Uanmeldt kontrolbesøg i firmaet - “God dag, det er fra...”

  6. Uheldig festfotograf - ja, det er ikke Nikon-kameraet, der er noget galt med... Du får op til 200 billeder på en USB-nøgle


“Sig mig, tror de mennesker, at det er for sjov, vi holder fest?!”
- Asger Ledengaard, inspektør - Ibs Vandskligudlejning

Hvor lang tid varer det?
Teatertjenernes deltagelse i festen varer godt 1 time fra gæsterne sætter sig til bords. Det er ikke en “færdig forestilling”, vi kommer med. Meget af det er improviseret, skabt på stedet, og afslutningen skal times rigtigt.

Vi skal have buffet - er det et problem?
Ja, hvis der ikke er mad nok... ellers ikke. Vi har masser at foretage os ved buffeten og nede ved bordene.

Hvor træder I op?
Teatertjenerne har siden 2000 optrådt ved utallige bryllupper, fødselsdage, havefester, jubilæer, julefrokoster, konfirmationer, receptioner og skovture for private, organisationer og virksomheder i hele Danmark og Sverige

A.P. Møller Mærsk, Alsø og Breinholt, AON Denmark, Bispebjerg Hospital, Citymail, Danske Bank, Danske Fragtmænd, Deloitte, Experian, IDC Nordic, NKT Flexibles, Novo, Ny Holte Skole, PFA, Renoflex, Silvan, SKAT, Sony BMG, Statoil, 3F, Visit Denmark og mange, mange andre stakkels virksomheder og privatpersoner...

“Så skulle vi pludselig more os... Det var der jo ingen, der havde advaret os om...
Og så midt i det hele!” - Malene Rogn, Tårnspringer, Ærø

Alle har ret til en sjov fest
Teatertjenerne er hverken politiske, religiøse eller på anden vis grove. Vi laver spas med mangt og meget, men det er altid os, der bliver grinet ad, aldrig gæsterne.

Hvis du er bekendt med, at en af dine gæster ikke er i godt humør til festen, så lad os det vide. Over for sådanne gæster træder vi lidt varsomt, så også de føler sig velkomne!

“Det var meget ubehageligt; jeg blussede over det hele.
Og ham tjeneren, han blussede igen!” - Petra Svendsen, Rundetaarn

Spilder I på gæsterne eller er platte?
Flere har nervøst spurgt os, om vi spilder på gæsterne, ødelægger maden eller stripper til sidst?

Nej, det gør vi ikke! Vi er professionelle skuespillere, og det er hverken morsomt eller underholdende at få vin eller andet ned ad sig – eller få ødelagt sin mad. Det ville heller ikke være videre morsomt at se os strippe... Måske tragikomisk?
Gæsterne skal have en festlig aften - i ordets egentlige forstand.

“De unge mennesker lovede mig et brag af en fest...
Men så tunghør er jeg da sandelig ikke. Hva´?”
- Elvira M. Adigan

Håndtegnede tegninger
En del af vores stakkels tjenere er blevet spiddet på blokken af Jens Hage, der dagligt kan opleves i Berlingske Tidende og i alle mulige andre sammenhænge.

Vi kan på det varmeste anbefale et besøg af Jens. Han kan tegne ca. 25 personer i timen. Det er på eget ansvar.

Vi tager gerne ud sammen med Jens - han har lovet ikke at tegne os igen!

“En karikatur af min kone? Det er jo sådan, hun ser ud på en god dag!”
- Brian Hansen, Benløsefugleopdrætter, 1. th.

God fest
Forbrugerstyrelsen har lavet en pjece om afholdelse af den gode fest, og den kan hentes her i pdf-format: Forbrugerstyrelsens God fest

For at kunne læse pjecen, skal du have Adobe Reader. Programmet er gratis, og kan hentes her

“Her møder man op i den tro, at man skal kræses for, og så bliver man spist af med underholdning!”
- Philip K. Arnov, advokat, Møderet for samtlige forretter

Hvad koster det?
Der er ikke to fester, der er ens, hvorfor vi heller ikke har en fast pristabel. For at kunne give dig en pris, har vi brug for nogle få oplysninger:

  1. Dato og ca. klokkeslæt for arrangementet

  2. I hvilken by skal arrangementet foregå

  3. Foregår arrangementet i ét eller flere lokaler

  4. Anledning (fødselsdag, bryllup, konfirmation, firmafest…)

  5. Hvor mange gæster (ca. antal)

  6. Et telefonnr., vi kan træffe dig på

  7. Så var der vist ikke mere

  8. Mange tak!

  9. Undskyld...

“Han spurgte, om jeg var numusmatiker? Min kone troede, han sagde datamatiker.
Det er sidste gang, jeg har bestilt røget ål!”
Poul Madsen - Chefjordemoder, Flakfortet